Apr 202012
 

Afledt af et indlæg i en debatten på Kinkster kom jeg i tanke om et lille trick jeg faldt over, engang på Scor.

Jeg læste mig gennem en profil da jeg pludselig stødte på informationen; “Min bamse er grøn”, sådan ret random midt i et afsnit om noget helt andet.

Brikkerne faldt på plads, da jeg allersidst i profilen så der stod noget i retningen af: “VIGTIGT: Hvis du skriver til mig, så start dit brev med at fortælle mig, hvilken farve min bamse har. Breve der ikke starter med denne information vil blive slettet, uden svar”.

(Jeg mener også der var et løfte om at om at blokere afsenderen).

Ifølge personen bag profilen, syntes hun at det havde hjulpet en del. Dels fik hun lidt færre henvendelser, dels kunne hun hurtigt slette alle standardbrevene.

Idéen hermed givet videre.

 

(Dette blogindlæg blev oprindeligt publiceret den 19.06.2011 på Kinkster med en lidt anden tekst)

 Posted by at 18:56
Apr 152012
 

Som knægt havde jeg et meget endimensionelt syn på SM: Nogen der kan lide at blive slået på af nogen der kan lide at slå.

Så begyndte jeg at lege selv og en af de ting der fascinerede mig da jeg senere trådte ind i den ‘officielle’ BDSM-verden var mangfoldigheden.

Det fascinerer mig stadig:

Folk der tænder på at påføre eller blive påført smerte, ydmygelse, bliver styret eller styre, binde, blive bundet osv osv.

Og for hver ‘disciplin’ i dette fantastiske univers, så var der under-discipliner: Folk der tænder på smerte tænder ikke nødvendigvis på alle former for smerte. For nogen var spanskrøret elsket, af andre hadet, og nogen tændte på smerten i sig selv, andre på frygten for at blive straffet med smerte, hvis…

Jeg kan ikke komme på et eneste område hvor der ikke har været variationer eller nuancer, hvis jeg kiggede nærmere på området.

Og det er både variationer og nuancer som har vist sig at interessere mig og tænde mig – og ting som ikke siger mig noget eller måske ligefrem ‘slukker’ mig.

 

Med alle de mange fantastiske dimensioner, så har det flere gange undret mig, at vi åbenbart måler alle disse mange discipliner, oplevelser og personlige præferencer efter den samme endimensionelle skala:

Hvor hårdt kan du li’ det?

Continue reading »

 Posted by at 11:54
Mar 212012
 

Spørgsmålet i titlen er blev stillet mig mange gange før, og denne gang faldt det efter vi havde sagt farvel til hende, efter en improviseret frokost for os tre, på Café Norden.

Jeg kiggede på ham og rystede smilende på hovedet. “De ved godt at jeg er til noget andet og mere end de er til, men de har ikke spurgt direkte og jeg har ikke behov for at de skal vide det”.

Så endte det med det, og vi begyndte at tale om noget andet, mens vi tog hjem.

Men der er også en anden grund til, at jeg ikke har fortalt dem om denne del af mig. Jeg tror ikke, at jeg kan forklare det så de kan forstå det. Så de forstår følelserne i mig.

Hvordan forklarer jeg en vanilla-person at jeg tænder så meget som jeg gør, når jeg har hele styringen, når jeg efterlader mærker på hendes krop, når jeg tvinger hende til at gøre ting de ting. De ting som hun primært gør fordi hun ved det tænder mig?

Hvordan fortæller jeg om den varme der breder sig i mig, når min hånd, rammer hendes kind? For derefter, med bagsiden af samme hånd, at mærke den varme hendes kind sender tilbage til mig, som tak.

Hvordan skal de kunne forstå den fornøjelse jeg får ved at fingerkneppe hende så hårdt at hendes fisse bliver øm? For så at gøre det igen, lidt senere. For at mærke hende ømme sig, når jeg endelig knepper hende rigtigt.

Hvordan er det muligt at forklare det – for mig – helt rimelige i, at jeg påfører hende så mange smerter at hun tigger om nåde? Fordi det tænder mig. Fordi det tænder hende at det tænder mig.

Hvordan skulle de kunne mærke den tilfredshed der breder sig i mig ved at se striberne fra min livrem, mit spanskrør og min pisk laver på hendes krop? Og den endnu større tilfredshed jeg får, når jeg ser hvordan hvert af mine slag får hende til at trækker sig sammen i smerte?

Hvordan skulle de forstå min glæde ved at bruger hendes fisse og mund og røv som jeg vil, til at tilfredsstille mig selv. Og glæden ved at hun spørger mig om min tilladelse til at få den samme tilfredsstillelse.

Hvordan kan jeg beskrive den følelse jeg får indeni, når jeg holder hende så hårdt om halsen at hun til sidst synes at forsvinde? Indtil hendes overlevelsesinstinkt tager over, og hun begynder at kæmpe for at komme fri. Følelsen jeg får når jeg så alligevel holder fast, lidt endnu. Bare for at mærke hende kæmpe lidt mere. Lidt længere. Bare for at se hende vende tilbage til mig. Og følelsen når jeg slipper hende længe nok, til hun lige når at gispe en enkelt mundfuld luft i sig, i det sekund der går mens jeg flytter hånden fra hendes hals, så den i stedet dækker hendes mund og næse. Så hun hun forsvinder igen. Udtrykket i hendes ansigt når jeg lader hende vende tilbage til mig.

Hvordan skulle de nogensinde tro mig, hvis jeg fortalte dem at hun ikke bare accepterer, men elsker – forlanger – at jeg misbruger hende igen og igen?

At hun ikke protesterer når jeg til sidst slæber hende ud på badeværelset og skubber hende ind under en kold bruser og lader hende blive der, indtil min sæd og sved er skyllet af hendes krop.

Følelsen når jeg træder ind under den varme bruser, trækker hende op til mig, kysser hende og vasker hende ren så hun er klar til det tidspunkt hvor jeg beslutter mig til at gøre det hele, igen.

Hvordan skulle de tro mig, hvis jeg fortalte dem, at de første ord over hendes læber, når jeg tror at hendes krop og sind har fået nok af mine perverse lyster, er:

“Mere. Mere. Mere”?


Spørgsmålet i titlen er retorisk. Det er det jeg fik stillet og som jeg svarede med blandt andet: “…de har ikke spurgt direkte og jeg har ikke behov for at de skal vide det”. Jeg har det fint med, at de ikke spørger. Jeg har jo heller ikke behov for at vide mere om deres sexualitet.

 

(Blogindlægget her publicerede jeg første gang 21.03.2011 på det lukkede netværk Kinkster)

 Posted by at 20:36
Dec 262009
 

Det var i starten af julemåneden. Sådan en ganske almindelig shoppingtur i et større Københavnsk shoppingcenter.

Øjet fanges naturligt af folk der skiller sig ud, og herunder i særdeleshed af tre kvinder.

Ikke alene fordi de alle tre havde gjort noget ud af sig selv – det havde de: Hår og makeup var sat så det kunne klare en aftentur i byen, og tøjet passede til. Men fordi mit øje, blandt al perfektionen, blev fanget af den detalje som jeg desværre ofte ser at kvinder i høje hæle, overser.

Under sålen på deres sko og støvler med høje og interessante hæle, sad stadig … prismærkerne!

Store hvide og i det ene tilfælde; gule! Øjebæer!

Kære smukke kvinder: Næste gang du tager høje hæle på, prøv at kigge under sålen. Hvis der sidder prismærker eller andet, så fjern dem, hvis du gerne vil være gennemført stilfuld.

Under sålen på en sko med høj hæl er det grimme prismærke bare SÅ tydeligt, og det bliver aldrig slidt væk, bare grimmere.

Ja, lidt fodtøjsfetichisme har man da. Og måske en smule OCD 😉

 

(Blogindlægget her har jeg oprindeligt publiceret på det lukkede onlinefællesskab ‘Kinkster’, den 26.12.2009)

 Posted by at 21:36